På Sdr. Feldings efterskole er bevægelse og motion en stor del af vores måde at være sammen på.
Vi starter hver morgen med morgentur. I små grupper er der morgentrætte smil og godmorgenhilsner på en 1,5 km. lang gåtur. Det giver en skøn energi til resten af dagen.
Vi har også rigtig meget rytmegymnastik og spring på skolen. I løbet af foråret optræder alle skolens elever ved forskellige arrangementer i lokalområdet og selvfølgelig til arrangementer i huset. Derudover har vi de sidste to år været en del af efterskolernes opvisningsdag i Boxen i Herning.
For at kunne lave den bedste opvisning skal vi selvfølgelig træne. Som en del af skemaet er der derfor masser af gymnastik og spring. Vi har fællesgymnastik, drengegymnastik og pigegymnastik og for de meget gymnastikglade har vi også gymnastik og spring som linjefag.
Serierne er lavet til et niveau så alle kan deltage. Vi er altid mægtig stolte af resultatet, når hele skolen har været af sted!