Alle elever bor fordelt i 5 hyggelige huse: Lyng, Gyvel, Blåbær, Tyttebær og Hyben. Eleverne bor sammen på 2-, 3- eller 4-mands værelser. De forskellige huse og værelser har alle deres eget særpræg - nogle værelser har eget bad og toilet, andre ikke. I løbet af året skifter eleverne værelse.
Eleverne er selv ansvarlige for den daglige rengøring på værelserne.
Vi går meget op i, at vores skole ser ren og indbydende ud. Det gør det meget rarere for os at være her. Derfor har vi rengøring på værelserne hver morgen og rengøring på skolens fællesarealer til middag. Alle elever deltager i rengøringen og har forskellige opgaver i løbet af året.
Alle elever har køkkentjans ca. 2 uger om året. Køkkenelever deltager i madlavning, opvask og rengøring i køkkenet og er en stor del af hverdagen i køkkenet sammen med køkkenpersonalet.