Sådan bekæmper vi mistrivsel

Nye tider, nye bekymringer

Vi ser problemet og har det inde på livet i vores daglige arbejde med vores elever på efterskolen. Vi ser og mærker det.

Tænker man 10 år tilbage, var de unges svære tanker oftest af en anden karakter. Det som plagede dem, var på en måde mere håndgribeligt og enklere at gå til.

I dag kommer bekymringerne og de svære tanker på en helt anden måde indefra dem selv.

Når man således føler sig utilstrækkelig og skamfuld og på ingen måde i ro med sit »jeg«, og samtidig skuer ud på en verden, hvor dagsordenen er klimaforandringer, krig i »baghaven«, krav om at præstere og høste »likes«, – og en køns- og krænkelseskultur, som kan få selv den stærkeste til at vakle, så er der al mulig grund til at forstå, hvorfor mange har det så utroligt svært.

Netop ordene »Utilstrækkelig« og »Skamfuld« er titlerne på 2 vigtige og kloge bøger skrevet af teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær.

Bøger hvori forfatteren forsøger at vende opfattelsen af de unge som dovne, selvoptagede og virkelighedsfjerne, og i ste-det se på, hvor hårdt de må kæmpe mod høje krav og forventninger om konstant at være »på«, succesfuld og gøre »det rigtige«.

Heri giver han sit bud på, hvordan de stadig større krav til den enkelte unge om altid at fremstå, som den bedste udgave af sig selv, altid at skulle præstere lidt bedre, hele tiden at skulle forholde sig til, at selv det bedste nok alligevel kunne blive lidt bedre, – påfører de unge et konstant pres ved at leve op til disse forventninger og en skamfuldhed, som gør det svært at løfte blikket og se ud.

Christian påpeger at de unge hverken er dovne eller uansvarlige.

Tværtimod.

De kæmper for at overleve i en verden, hvor vi – den ældre generation – har udviklet et samfund, hvor der ikke længere er megen plads til dem der ikke »passer ind«, præsterer som ønsket eller klarer det pres eller de forventninger som de selv, deres forældre, skolen, SoMe eller samfundet lægger på dem.

Og så kan det virkelig være meget svært at bære en t-shirt medskriften: »Be the star in your own life«!

Har Woke-bevægelsen gjort noget godt for de unge?

Mit svar er nej!

Min antagelse er, at der i begrebet »Woke« er et konstant krav om perfekthed. Det ligger jo i ordet: At være i en tilstand af konstant opmærksomhed overfor de fejl du selv eller din næste måtte begå!

Vi er blevet »fejlfindere« hos os selv og hinanden, frem for at stole på sunde grundlæggende værdier og opdrag hos hinanden.

Hvad er der blevet af almindelig anstændig optræden og mellemmenneskelig ansvarsfølelse?

Hvad blev der af den grundlæggende tillid til mennesker omkring os?

Hvad skete der med den almindelige dannelse og hensyntagen til dine medmennesker?

Hvordan skete det, at blikket blev flyttet fra »udad« til »indad«?

Hvornår holdt børn op med at lege sammen efter skoletid og indgik dermed i et fællesskab?

Lad os vende tilbage til mistrivslen og hvordan vi kan arbejde med at fremme trivsel på vores efterskole.

Forstander for Dronninglund Efterskole Bitten Schjødt Kjær skriver i sin kronik i Kristeligt Dagblad:

»...vi står i et spænd mellem præstation og ligegyldighed«.

Dette er beskrevet i en fortælling om 3 drenge, som stikker afsted ned i byen i timen, imens 2 andre sidder i ensomhed og kæmper fortvivlet med opgaver, – med tanker som går i ring og som fylder mere end selve opgaven. Et eksempel på, hvordan nogle er ligeglade imens andre vil overpræstere.

Dette afføder spørgsmålet: Hvordan kan man finde en pædagogisk kultur mellem ligegyldighed og præstation.

Bitten Schjødt Kjær og højskolelærer Rasmus Kolby Rahbek er ikke i tvivl:

Vi skal i skolerne sætte den pædagogiske tilgang og kulturen – altså skolen – i højsædet.

Vi skal anskueliggøre stedet og fællesskabet for eleverne, så det får betydning for dem. Så det ikke bliver et ligegyldigt sted – en ligegyldig kultur for dem.

Og hvor er vel et mere oplagt sted for denne opgave end på en efterskole?

Her har vi netop et fælles sted, en fælles skole og en fælles kultur, som er bygget på netop de rammer og ritualer, som gamle Grundtvig fremelskede med sit skolesyn.

Og eleverne har aktivt valgt os til, – altså, i modsætning til folkeskolen.

Får man først følelsen af at »høre til«, – at betyde noget for nogen, – at mærke at ens blotte tilstedeværelse og ens indsats har betydning for andre, så følger meget godt naturligt med.

Vi gør det faktisk allerede på SFE.

Før i tiden var tendensen, at såfremt en elev ikke forstod, at regler var til for at blive fulgt, så måtte samarbejdet afbrydes.

I dag vælger vi i langt de fleste til-fælde, at arbejde pædagogisk med den unge.

Forældrene inddrages langt oftere i forsøget på at skabe en fællesforståelsesramme og indsats.

At den unge påføres en »fiasko« i sit liv ved en permanent hjemsendelse, gavner ikke hverken trivsel eller udvikling.

Det gør derimod den følelse den unge står med ved skoleårets afslutning, når han får overdraget sit afgangsbevis, – på trods af bump på vejen dertil.

På SFE er vi meget opmærksomme på de unge, som kommer til os, – hvor trivslen er kompromitteret.

Det kan have mange årsager, men vigtigst af det hele er, at eleven får »samlet sig selv« og sammen med sin støtteperson og kammeraterne, får fundet en vej til fornyet selvværd.

At se eleven, – støtte- og mentorordninger, – trivselsgrupper, tid og nærvær, – er alt sammen en del af førsteindsatsen.

I den proces gælder det om, at eleven får færten af at »høre til«, at være god nok, – at der er noget i fællesskabet at hente / forvente, – at de kan blive en del af dette fællesskab, – for først derefter kan man lykkes med det, som ovenstående peger på: et fællesskab, hvor de kan lære, berige hinanden, finde veje til at begå sig i livet.

Det kan vi opnå ved at tage samtalerne om efterskolens kultur med de unge.

Samtaler hvor der tales om den pædagogiske sti, der fører til bedre trivsel og mindre ligegyldighed. Hvor de lærer at være små i store fællesskaber, – for at være trygge, – for at gøreverden bedre og for at begribe verden.

I Christian Hjortkjærs bog »Skamfuld«, beskriver han en fortælling fra en højskoleelev, som havde været 4 år i militæret.

Christians konklusion på baggrund af elevens fortælling var, at eleven i en generation af sårbare unge, måtte være en robust ungmand, – en såkaldt tough guy!

Hertil svarede den unge mand, at det ingen mening gav, at tale om et begreb som »en robust mand«. I militæret talte man derimod kun om robuste fællesskaber!

Hvis du er en del af et sådant fællesskab, så skal der rigtig meget til før du falder. Og hvis du falder, eller når du falder, for det gør vi alle, så ved du at du ikke er alene.

Det er skammens modgift!

Det er måske hvad vi har brug for i dag: Robuste fællesskaber!

Fællesskaber som er kendetegnet ved »sikre bånd«, tætte relationer båret af gensidig tillid, ærlighed, sårbarhed og løbende bekræftelse.

Og i denne sammenhæng, så kommer vi igen ikke uden om betydningen af vores brug af vores smartphones og SoMe. For med den imellem os, er der kommet en barriere, som gør det svært at efterleve ovenstående.

Derfor har vi også på SFE tydelige mobilregler i forsøget på at skabe nærvær, løftede blikke og opmærksomhed på hinanden.

--

Tilmeld dig en af vores informations-dage. Her får du mere at vide om, hvordan det er at gå på efterskole hos os.

--
Måske kan dit barn have gavn af at komme på efterskole fra 8. klasse? Læs mere om det her.