Kære elever, kære forældre, kære gæster
Translokationstale ved afslutningen af skoleåret 2023/2024 af forstander Asbjørn Lyby
Translokationstale ved afslutningen af skoleåret 2023/2024 af forstander Asbjørn Lyby
Prolog:
Every smile and every teardrop
Every time we didn’t give up It made us stronger – stronger
Nothing is easy
When you build to reach the sky
But look how far we’ve come
The ground is gone I was afraid of heights till you said
Hold on
Just hold on to me – cause
You and I we go up
And I believe the sky ain’t high enough I don’t believe there’s a limit to love.
En afslutningstale for jer, kære elever, skal handle om liv og bevægelse. Om at finde ind og ud af sig selv, for at blive klogere på de andre.
»Et liv uden bevægelse kan være godt nok for gulerødder og kålhoveder.« siger Grundtvig.
Men ikke for jer og ikke for os.
Vi skal bevæge hinanden. Og tro mig I har bevæget os – meget mere end I kan forstille jer.
De sange der er valgt til jer kredser alle tre om temaet – at stå ved sig selv, at blive sig selv – ikke alene men sammen med en anden.
Men at blive sig selv – kræver at man tør bevæges af andre, og at man har mod og vilje til at bevæge sig selv fra et ståsted til at andet.
Jonah Blacksmiths sang Up handler om præcis dette – at blive stærk i modgangen, at sprede sine vinger ud for at give vinden plads, til opdrift og udsyn.
Opdrift og udsyn kræver dog at man kan, at man vil og – at nogen siger at man skal. I kan fordi: der fra starten af jeres liv er noget grundlæggende værdifuldt i jer alle.
Hjerte og forstand fylder den usynlige rygsæk I bærer rundt på. De talenter i gemmer på skal I udnytte, for verden har brug for dem.
I det hele taget har verden brug for jer.
I kan ikke undværes, for I skal være med til at gøre verden til et bedre sted.
I vil fordi:
Vi har set jeres vilje til at stå noget igennem som var svært og til tider hårdt.
Det at kunne afslutte et skoleår i dag er stort, endda med flotte, flotte resultater til de forskellige prøver.
Det har I villet og det har i gennemført.
Vi er stolte af jer i dag – dem derhjemme er stolte.
Og I kan være stolte af jeres indsats.
Nok kan man måske hævde at jeres vilje indimellem har været lidt selektiv – altså at I ville kun det som I selv synes og ikke nødvendigvis det jeres lærere synes.
Eller jeres forældre synes.
Men der skal engang imellem også vilje til rengøring skal jeg hilse og sige. I skal fordi: Ordet skal er lidt anderledes fordi det typisk kommer udefra. I kender det jo alle derhjemme fra i var ganske små.
Du skal vaske dine hænder, du skal børste tænder, du skal sidde stille, du skal læse lektier.
Efterhånden som man vokser til kan det blive irriterende – men ordet skal er vigtig fordi det sætter jer og os alle i den rigtig relation til hinanden.
Du skal tage hensyn til de andre, du skal have ha et ordentlig sprog. Du skal gøre rent på dit værelse.
Et ægte og ærligt fællesskab skabes bl.a. gennem ordet skal.
Med den urolige verden vi lever i lige nu, vil ordet skal
komme til at betyde mere end vi regner med. Du skal gøre dette eller hint, ikke fordi det nødvendigvis tjener dig
her og nu, men fordi det tjener det fællesskab du er en del
af.
Et japansk ordsprog siger man lærer kun lidt at
sejren, men meget af nederlaget.
Ethvert helt liv rummer op- og nedture, og det er ofte i
yderpunkterne, vi lærer allermest om os selv.
Man bliver voksen af udfordringer og modgang, som
man overvinder ved egen hjælp. Det betyder ikke at man
ikke må bede andre om hjælp. Slet ikke. Man skal bede
andre om hjælp. Men man skal ikke gøre det som det første.
Det er dejligt at klare tingene selv, finde
sin sko, sine nøgler, sit gymnastiktøj, finde til Århus eller København uden at far eller mor skal indover hele tiden. Finde en opskrift for at lave mad og af egen vilje få
lavet sine lektier.
Med andre ord: det er bedre at komme galt afsted end ikke at komme afsted.
Lad jer ikke slå ud af, at I begår fejl, for I bliver klogere og stærkere af dem alle. I skal jo skubbe verden videre og foretage jer alle de vigtige ting – og I har det i jer, hvis I vil.
Vores år sammen har nok ikke bare været alt det, I havde regnet med.
Jeg håber sådan set, I har fået og fundet meget andet end det, I forventede. Jeg håber, verden har åbnet sig for jer – at I har skubbet hinanden steder hen, I ikke vidste fandtes. »Det vi leder efter, er heldigvis sjældent det vi finder.«
Om et par timer er den største del af jer ikke længere
SFE-elever. I overgår til et af de fineste prædikater, man
kan få – nemlig at være tidligere SFEer.
Jeg er tryg og glad for at sende jer smukke unge mennesker ud i verden. I har så meget at byde på.
Grib verden – rejs ud, byd ind, vær på, gå forrest. Hvis
I gør det, går vi altså en lys og lovende fremtid i møde.
Kære forældre.
Tak for et meget konstruktivt og ordentligt samarbejde.
I blev skubbet ud på et sidespor, da I afleverede jeres
børn i august, men jeres opbakning til skolen og eleverne
har en kæmpe stor betydning for os, og I er faktisk langt
vigtigere for et vellykket efterskoleår, end I måske tror. I
har taget fat i os, når I fornemmet ting, vi ikke har set, og
samarbejdet har været båret af en fælles vilje og lyst til at
lykkes med elevholdet.
Nyd den kommende tid – I får nogle dejlige, modne unge mennesker med hjem – men giv dem lidt tid og plads, for det kan være noget hårdt og uoverskueligt for dem, at vænne sig til livet som tidligere efterskoleelever.
En stor tak til alle medarbejderne.
I har arbejdet hårdt og netop i dag er det vigtigt, at I soler jer i alle glædestårerne og de varme kram, for I har en stor del af æren for, at vi er lykkes med årgangen. Det er en kæmpe fornøjelse at lave efterskole med jer – tak for indsatsen.
Kære elever.
Gør jer umage med jeres liv, jeres drømme, jeres uddannelse. Gør jer umage med hinanden og engagér jer i det samfund, I er en vigtig del af. Stå på tæer og tro på, at I er uendelig meget værd. For det er I er! Følg jeres hjerter og grib alle de muligheder, der opstår.
Gå nu ud i verden og vis den, hvad I har lært – og vigtigst: hvem I er.
Verden ligger derude og venter på jer – pas godt på den og pas godt på hinanden.
Tak for fantastisk år og god sommer til alle.
Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte skolen. I kan finde vores kontaktinformation her: